Når ansigtsmusklerne er spændte, rynkerne mellem øjnene dybe, og øjenlågene hænger, kan man hurtigt komme til at se sur, trist eller træt ud. Men det kan der laves om på. Også uden at lægge sig under kniven.
Journalist Lotte Dalgaard fortæller her hvordan.
Hvor ser du sur ud! Op med humøret! Den slags bemærkninger havde jeg hørt masser af gange, og bemærkningerne var begyndt at irritere mig mere og mere.
“Jeg er ikke sur! Mit ansigt hænger bare”, var mit standardsvar, indtil jeg en dag læste om ALT – ansigtsløftningsteknik – en slags ansigtsløftning uden kniv, og besluttede mig for at prøve det.
Rummet er hyggeligt, musikken beroligende og briksen behagelig at ligge på. ALT-behandler Marie Juel gnider hænderne ind i bergamotteolie og går i gang med ualmindeligt blidt at massere mine ansigtsmuskler. En fuld behandling af alle ansigtets muskler kræver seks besøg her i Akademi Rosendalen – og jeg glæder mig allerede til de næste fem.
Denne første dag koncentrerer Marie Juel sig om min pande og området omkring mine øjne, og jeg forsvinder ind i en verden mellem søvn og vågen tilstand.
Inden jeg lagde mig, kiggede vi indgående på mit asymmetriske ansigt i vægspejlet. Hele min højre side hænger lidt. Munden går nedad, og øjenlåget er – til min store irritation – næsten ikke synligt. Så når jeg en sjælden gang lægger øjenskygge på, bliver den hurtigt tværet ud, fordi huden over øjenlåget hænger – en ‘skavank’, mange får rettet med kniv. Men det tør jeg ikke, så jeg sætter min lid til, at Marie Juel kan løfte det.
I fem kvarter ligger jeg der og får masseret muskler og bindevæv, spændinger løsnes og velværet er totalt. Da Marie Juel siger, det er slut, har jeg ikke den mindste lyst til at rejse mig. Men spejlet kalder. Vi skal se, om der allerede er resultater.
Og minsandten! De mørke rande under øjnene er blevet lysere. Mit hængeøjenlåg er løftet lidt, og ‘bekymringsrynken’ mellem øjnene er glattet ud.
Da jeg har været i behandling hos Marie Juel tre gange, får jeg samme spørgsmål fra flere mennesker: “Har du ikke tabt dig?” Nej, det har jeg ikke, men jeg ser slankere ud som følge af behandlingerne.
– Det hører jeg mange af mine kunder sige. Og en del kommer for at få en enkelt behandling, lige inden de skal til fest, netop for at se slankere ud, siger Marie Juel.
En teatermaske
Marie Juel er uddannet zoneterapeut, makeupartist og ALT-behandler. Hun forklarer, at hun masserer ansigtet, hårbunden, halsen, nakken og den øverste del af skuldrene, der består af i alt 97 muskler samt bindevæv og hud. Der sidder mange følelser i både hud og muskler, og derfor der det psykiske velvære så stort ved ALT-behandlingerne.
Efter at have arbejdet med min pande og mit øjenområde første gang, bevæger Marie Juel sig ned til mine kinder og kindben. Derefter er det mine kæber og min hages tur. Jeg mærker, hvordan mine kæber løsnes – det føles, som om de ryger helt ned på brikser.
Under behandlingen af mine kinder tager Marie Juel gumidutter på pegefingrene, for hun skal ind i min mund og have fat i musklerne fra begge sider. Det er denne gang, min surmulemund bliver lidt gladere at se på – det fortæller spejlet, sim vi konsulterer både før og efter hver behandling.
Min hals får en tur, og sidste gang er sat af til hele mit ansigt. Jeg får den samme følelse under hver behandling. Når Marie har arbejdet med den ene side, føler jeg mig som en teatermaske, den hvor den ene side smiler og stråler, mens den anden side hænger trist nedad. Jeg føler mig stram i den ene side og slap i den anden, indtil begge sider er gennemarbejdet, og hele ansigter føles ‘strammere’.
Du stråler
Marie Juel er som sine kolleger uddannet ALT-behandler på Stanley Rosenberg Instituttet i Silkeborg. På klinikken på Østerbro i København tilbyder hun bl.a. også bindevævsmassage på hele kroppen efter de samme principper som ALT, og de forskellige behandlinger kan kombineres.
Efter sidste behandling tager jeg til fest. Ud over at blive spurgt af flere, om jeg ikke har tabt mig, og overhovedet ikke få nogen kommentarer om, at jeg ser sur ud, siger en veninde, jeg ikke har set et halvt år: “Du stråler”.
Det er svært at se den store forandring selv, men når andre siger det, må man overgive sig. Og måske er det rigtigt, at øjnene er lidt mere åbne, kinderne lidt mere røde og udtrykket friskere. Jeg kunne desuden konstatere, at øjenskyggen – hele aftenen – sad, hvor jeg havde lagt den hjemmefra!

